AI-hovedtelefoner lader dig lytte til én person i en støjende menneskemængde
Et hold forskere fra University of Washington i USA har udviklet et system baseret på kunstig intelligens, der kan isolere lyden fra en enkelt person midt i en larmende menneskemængde. Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Systemet fungerer ved, at personen udstyret med hovedtelefonerne kigger på vedkommende, de ønsker at lytte til, i tre til fem sekunder, hvorefter hovedtelefonen ‘tuner ind’ på deres tale.
Alt anden lyd fra omgivelserne blokeres, og brugeren kan nu kun høre vedkommendes tale og bevæge sig frit rundt, uden fortsat at skulle holde øjnene på det ønskede ‘mål’.
Systemet er testet på 21 forsøgspersoner, som rapporterede, at AI-hovedtelefonerne gennemsnitligt gjorde talen fra det udsete ‘mål’ dobbelt så høj som resten af lyden fra omgivelserne. Teknologien blev præsenteret på Chi 2024-konferencen.
Computerkoden til systemet er open source og tilgængelig online, så andre har mulighed for at videreudvikle og forbedre teknologien. AI-hovedtelefonerne er dog stadig i udviklingsfasen, og forskerne bag arbejder på at udvide systemet til at kunne ‘tune sig ind’ på flere personer ad gangen samt at forbedre lyd-identifikationen af ‘målet’.
Kategori: Videnskab
Forfatter: Jens Larsen
Dato: 3. september 2024